Det’ jul, det’ cool, men har du glemt mandelgaven!

Mandelgaver til julerierne
ks12

Mandelgaver til julerierne

Åh ja, mandelgaven! En af årets største udfordringer, som enten glemmes eller købes i sidste øjeblik. Som regel noget uopfindsomt, som den der finder mandlen og vinder gaven af høflighed bliver glad for.

Du har sikkert selv prøvet at pakke en æske Merci chokolade ud og udbryde: ”Naaj hvor dejligt, jeg elsker Merci”, mens du bider dig selv i tungen fordi du nu ved, at du fremover vil modtage en lignende æske chokolade ved enhver given lejlighed.

For at redde situationen, og slippe af med den nærmest intetsigende chokolade river du cellofanen af og sender æsken rundt. Og håber den er tom når den kommer tilbage til dig. Det er den ikke, for alle vil hellere have den hjemmelavede konfekt, som du også selv har skævet til under hele forløbet. En enkelt eller to har taget et stykke, og til din store ærgrelse dem med nougat, som er de eneste du selv ville spise. Hvis nogen.

Hvorfor er det så svært at finde en god mandelgave?

Måske er det svært fordi den ikke skal være personlig. Med mindre du som vært eller værtinde snyder, så skal mandelgaven kunne bruges af alle, så derfor ender det som regel med en æske chokolade. Købt i sidste øjeblik.

Mandelgaver er en tradition fra sidst i 1800-tallet, hvor mandlen blev puttet i risengrøden. Da risalamanden fik sit indtog som julemiddagens dessert blev det i den mandlen skulle findes. I mange år var mandelgaven en lettere lyserød marcipangris, så spændingen handlede udelukkende om, hvem der skulle vinde grisen. Senere ændrede mange familier denne tradition til indpakkede overraskelser til både børn og voksne.

Efterhånden er kreativiteten nok forsvundet, for som du indledningsvis kunne læse, så er det ofte en forudsigelig æske chokolade, der stolt bliver givet til den der fandt mandlen. Og fem minutter senere er det hele glemt igen.

Inspiration til den perfekte mandelgave

I vores digitale verden er det nemmere at finde inspiration til den perfekte mandelgave. Eller næsten perfekte. Alt afhænger selvfølgelig af om du kun skal finde én gave eller der skal være til børnene også. Der er sågar store familier der har en mandelgave til mændene, en til kvinderne og en til børnene.

For mange år siden, i min egen familie, var min moster så ”sur” over at hun aldrig vandt, at da det var hendes tur til at holde juleaften, serverede hun risalamanden i portioner. Hun havde puttet en mandel i dem alle, så hun var sikker på at vinde.

Som nævnt, er der inspiration at hente på nettet og hvorfor ikke købe en mandelgave, som alle taler om bagefter. Som familien kan more sig over eller synes er spændende, eller ligefrem nyttig. Det er faktisk muligt, hvis du begynder lidt i god tid. Det behøver ikke at være en videnskab og har I aftalt at mandelgaven skal holdes under et vist beløb, er der heller ingen sure miner, hvis bare det ikke er den obligatoriske æske Merci, After Eight eller endnu værre, en æske Mon Cheri.

Relaterede artikler

vinkøleskab

Sådan får du lidt mere luksus ind i hverdagen

Der er mange, der med tiden kan synes, at deres hverdag bliver lidt for triviel og monoton. Den består ofte bare af arbejde, huslige pligter og de mange andre trivialiteter, som der følger med den, når det hele skal gå op i en højere enhed i en travl hverdag. Er det noget, som du kender […]

Bæredygtighed

Drømmer du om en mere bæredygtig hverdag?

Efterhånden er der flere og flere, der ønsker sig et mere gennemskueligt liv. Et liv hvor man har overblik over, hvor fødevarerne kommer fra, og hvor der er tid til at fordybe sig i de ting, man holder af. Det er på mange måder praktisk at bo i byen, men drømmer du om at sige […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.